Bullet Journal

Bullet Journal, gæsteindlæg - Pernille K Pedersen

Jeg har fulgt et fænomen indenfor planlægning, især personlig planlægning. Det hedder Bullet Journal. Det er en helt særlig måde at planlægge sin tid på. Jeg er superinteresseret i bullet journal, så jeg har været ude i mit netværk og spørge, om der var nogen der brugte konceptet. Der meldte Anne Ledertoug Vogel sig på banen – derfor giver jeg ordet til hende, så hun kan fortælle om konceptet.

Bullet Journal – Hvad er det? Og hvordan bruger jeg den?

Konceptet Bullet Journal blev opfundet af Ryder Carroll, som havde brug for et system til sin notes bog, så den kunne indeholde kalender (måned, uge og dag), aftaler, to-do lister, huskelister, noter og brainstorms. Samtidig skulle det var super fleksibelt. Ja, et system som kunne indeholde hele hans liv i en notesbog. Dertil opfandt han også nogle keys til at holde styr på de forskellige noter og opgaver: hvilke opgaver var åbne, hvilke var afsluttede, hvilke var flyttet eller vigtige. Som han siger, så er det et system som holder styr på fortiden, organiserer nutiden og planlægger fremtiden.

Det var lidt om oprindelsen af The Bullet Journal. Ryders tilgang til at lave bullet journal er meget simple. Bare en notesbog og en kuglepen – det er alt hvad du har brug for, til at starte en bullet journal. Men hvordan kommer man i gang med sådan en bullet journal? Ja, det tænkte jeg også, da jeg første gang hørte om konceptet.

Helt lavpraktisk startede jeg med at læse om konceptet på hjemmesiden www.bulletjournal.com og så videoen som Ryder har lavet. Den er kort og informativ og hjælper til at få en grundlæggende forståelse for konceptet og hvordan man sætter en bullet journal op. Derudover gik jeg på YouTube og så videoer med andre som har bullet journals. Disse er ofte meget kreative og pyntede bullet journals med masser af tegninger, men det skal man ikke lade sig skræmme af, hvis man ikke er så kreativ. Man kan gøre ens bullet journal til præcis det man vil have den og det er virkelig det fede ved dette koncept.

Det næste trin for mig var, at finde ud af hvad jeg havde brug for at få med i min bullet journal. Intet er ens for alle og man skal lige tænke lidt over hvad man selv har brug for og hvad passer til en. Min bullet journal er meget simple. Jeg bruger ikke lang tid på at sætte den næste uge op, og der er ikke mange tegninger eller udsmykning på mine sider. Men det er sådan jeg kan lide det. Det vigtige er også, at man afprøver nogle forskellige layout for at finde en som passer godt til netop ens egen stil. Det er helt okay at lave fejl og lave ens layout om ugen efter eller måneden efter, hvis det ikke lige passede som man havde håbet. Det er med at prøve sig frem det første stykke tid. Nu har jeg haft min bullet journal siden januar og har været igennem et par forskellige layouts for at finde det der passer til mig.

Det jeg havde brug for i min bullet journal er et index, en future log (som er lidt af en årlig oversigt), månedlig oversigt og ugentlig oversigt. Det er de ret grundlæggende ting som de fleste har i deres bullet journal. I indexet holder jeg styr på indholdet i min bullet journal, og i future log’en skriver jeg events, fødselsdage og andre ting jeg skal huske på. I den månedlige oversigt skriver jeg de ting jeg skal i løber af måneden på en side og på den modsatte side har jeg månedens mål, to-do liste og en liste over de bøger jeg får læst i den måned. Den ugentlige oversigt bruger jeg til at holde styr på de ting jeg skal nå i den uge, event og møder jeg har, opgaver der skal laves, samt en ugentlig to-to liste.

Derudover har jeg en del collections i min bullet journal. Collections er samlinger af ting som man gerne vil holde styr på. Det er blandt andet min 2017 reading challenge liste. Her holder jeg styr på hvilke bøger jeg har læst til hvilke kategorier og hvilke bøger jeg gerne vil læse i år. Så har jeg en bogblog og jeg bruger også min bullet journal til ideudvikling af bloggen og brainstorms til blogindlæg. Så har jeg en liste over de film der udkommer i år som jeg gerne vil se. Her krydser jeg af når jeg har set filmen og tilføjer stjerner. Jeg har også et system som viser de serier jeg ser, hvor mange sæsoner der er og hvilke sæsoner jeg har set. Så bruger jeg også min bullet journal til at organisere mine rejser. Jeg laver pakkelister, skriver ting ned jeg gerne vil se og steder jeg gerne vil spise. Og til sidst bruger jeg den også til at tage noter til møder, oplæg og event jeg er til. Så alt er samlet et sted. Faktisk styrer jeg hele mit liv fra min bullet journal, så hvis den blev væk ville jeg blive helt lost.

Jeg håber dette indlæg har besvaret nogle af de eventuelle spørgsmål du havde om bullet journals. Hvis ikke er du velkommen til at stille spørgsmål i kommentarfeltet, så skal jeg prøve at besvare dem. Jeg håber også at du har fået lyst til at kaste dig ud i at lave din egen bullet journal. Det er virkelig et nemt system når man kommer igang med det, og man kan bruge det på mange forskellige måder og tilpasse det, så det passer perfekt til ens selv. Jeg er hooked og kommer til at lave bullet journaling i mange år endnu.

Jeg vil gerne slutte af med at sige tusind tak til Anne for hendes gæsteindlæg, der har gjort os alle klogere på konceptet bullet journal. Vil du gerne følge Anne, kan du finde hende på Instagram og læse med på hendes bog-blog.

Vil du følge Anne på instagram, så finder du hende lige her.

Er du vild med bøger? Så læs med på Annes blog

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *