Fang dine læsere

Fang dine læsere - Pernille K Pedersen

Dine ord skal sælge dit budskab til dine læsere. Derfor er det vigtigt, at du fanger dine læsere med din tekst. Det gælder din kommunikation både offline og online. Din tekst skal fange deres opmærksomhed. Derfor er det vigtigt, at du har styr på dine tekster. Jeg har samlet et par fifs til dig, der kan hjælpe dig med at fange dine læsere.

Fjern fyld

Skriv gerne kort! Folk har ikke den samme tid til at fordybe sig i dine tekster, som de har haft. Læserne er blevet mere utålmodige og derfor er det vigtigt, at du fanger dine læseres opmærksomhed med sætninger, der er skarpe og præcise. Fyldord er ikke godt! Jeg arbejder også selv på at fjerne så mange som muligt i mine egne tekster.

Gem ikke det bedste til sidst

Det holder ikke længere, at vi skal gemme det bedste til sidst, så læserne bliver hængende. Kom med det bedste først, så kan du altid uddybe bagefter. Du skal med det samme vise, hvad du og din tekst kan give din læser. Som skrevet ovenfor: læserne er utålmodige.

Gør dine tekster personlige

Skriv “du” i dine tekster! et gør dem meget mere personlige. Så virker det som om, du kun skriver til den enkelte læser. Det gør, at læseren føler sig velkommen i dit univers, når de læser dine tekster. Det gør også, at du gør teksten mere relevant for din læser.

Brug udsagnsord i dine overskrifter

Det må meget gerne være stærke udsagnsord – ligesom jeg har brugt “Fang” i overskriften. Det gør dine tekster mere levende og det er med til at skabe opmærksomhed. Du skal dog huske, at udsagnsordet skal være relevant i forhold til din tekst.

Del din tekst op

Når du deler din tekst op, gør du den mere overskuelig for din læser. Der er ikke nogen, der kan overskue at læse en wall-of-text. Der er ingen, der læser det, da det er uoverskueligt. Når du deler din tekst op, så brug underrubrikker, der er med til at fortælle læseren, hvad de kan forvente sig af teksten i afsnittet. Det gør det også lettere at skimme en tekst og finde den del, der er relevant for den enkelte læser.

Jeg håber du kan bruge de forskellige fifs, og at du vil have dem med i baghovedet, når du skriver din næste tekst. Husk at skrive, så du fanger din læser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *