En frivillig grafikers tanker #1

En frivillig grafikers tanker 1 - Pernille K Pedersen

Jeg er vild med foreningslivet og med at lave frivilligt arbejde. En af de ting, jeg ofte byder ind med, er at lave frivilligt grafisk arbejde for foreninger. Jeg kan godt lide at gøre en forskel for nogen, og samtidig er det en måde for mig at lave grafisk arbejde på, og hele tiden forbedre mit arbejde og mig selv. Jeg får noget ud af det, både professionelt og personligt. Så nu starter jeg en ny lille serie her på bloggen, hvor jeg vil tage udgangspunkt i mit frivillige arbejde og vise hvad jeg har lavet for foreninger. Denne serie vil starte med mit arbejde for litteraturfestivalen Vild med Ord.

Hvor længe har jeg hjulpet foreningen?

Jeg har hjulpet Vild med Ord i 3 år nu. Det første år blev jeg hentet ind, da den grafiker de havde, ikke havde tid til at gøre det hele færdigt, så der kom jeg ind og lavede program og små diverse opgaver færdige. Det andet år og tredje år har jeg været en meget større del af hele processen.

Hvorfor lige den forening?

Det var faktisk helt tilfældigt det lige blev Vild med Ord jeg har hjulpet i et par år nu. De tog fat i mig og spurgte om jeg kunne springe til og hjælpe sådan lidt akut, og det kunne jeg. Samarbejdet har kørt supergodt, og jeg blev spurgt om jeg ville hjælpe igen. En af de ting jeg får ud af at hjælpe rent professionelt og personligt, er, at jeg lærer at arbejde sammen med rigtig mange forskellige mennesker, der arbejder på meget forskellige måder. Vild med Ord er en frivilligt drevet forening, så der er nye ved de forskellige poster hvert år.

Hvad har jeg lavet for foreningen i 2017?

Jeg har lavet de fleste af de grafiske opgaver for foreningen – der er nogle små ting de selv laver, men det hele bliver lavet med dét fælles look, som jeg har udarbejdet i samarbejde med foreningen. I år har jeg lavet følgende for foreningen:

  • Plakat
  • Program
  • Postkort
  • Bogmærker
  • Navneskilte
  • Annoncer
  • Keyhanger
  • Banner
  • mange små diverse grafiske opgaver

Det største og vigtigste er at få styr på plakaten, som giver det overordnede look for festivalen. Så kommer det meget af sig selv, hvordan alle de andre ting i store træk skal se ud.

VMO 2017 plakat - Pernille K Pedersen

Hvad har jeg lært som frivillig grafiker?

En af de vigtigste ting jeg har lært som frivillig grafiker er, at ting tager tid. Her er det især i arbejdet med programmet. Tekster og andet tager tid at samle sammen. Nogen bliver overrasket over, hvor lang tid ting tager at samle ind, men det er også fedt at arbejde sammen med frivillige, der virkelig brænder for projektet og vil gøre det så godt som muligt. De frivillige har måske heller ikke den tekniske viden, men alt kan forklares og vises, og i sidste ende går det hele altid op.

Det har været et samarbejde, hvor det hele bare har kørt som det skulle, og det har været så godt. Jeg kan kun anbefale at prøve at gøre dig i frivilligt arbejde,og byde ind med lige det, du kan. Man skal dog altid huske på, ikke at tage for meget frivilligt arbejde på en gang, da det så godt kan blive for meget. Find noget du brænder for og gør en forskel.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *