Kunden har ikke altid ret

Kunden har ikke altid ret - Pernille K Pedersen

Vi har i mange år sagt sætningen, Kunden har altid ret. Den myte vil jeg gerne være med til at slå ned, for kunden har ikke altid ret. Kunden skal være i fokus, ja, men kunden har ikke altid ret. Du skal huske på, at det er dig, der er eksperten! Det er dig, der har den viden eller det produkt, kunden ønsker! Det er dig, der ved, hvordan tingene skal være! God kundeservice kan både foregå i en butik, hvor man står overfor kunden, men også over telefonen eller via det skrevne ord.

Arbejdsglæde

Sættes kunderne højere end medarbejderne (eller dig, hvis du er dig selv), så ødelægger det arbejdsglæden. Der vil altid være nogle kunder, der er ophidsede og urimelige. De vil have det, som de har bestemt det inde i deres hoved. Der vil altid være brodne kar. Bare husk, at én kunde ikke skal diktere, hvordan I gør det hos jer. Husk altid at støtte og stå bag medarbejderen! Dette er også med til at øge arbejdsglæden hos den enkelte. En glad medarbejder giver bedre service, og en god service giver glade kunder, hvilket kan give flere kunder.

Ikke alle kunder skal blive

Nogle kunder vil hele tiden have mere, hele tiden have noget ekstra, før de er tilfredse med kundeservicen. Mange kunder truer ofte med, at de vil opsige alt, hvad de har, hvis de ikke får det, som de forlanger. Man skal som virksomhed ikke altid beholde en kunde for alt i verden. Det er også ok at lade en kunde finde et andet sted at få sine produkter eller services. Sådan en kunde bliver simpelthen for dyr over tiden, og det lærer dem blot, at de kan få alt, hvad de vil, hvis de råber lidt op.

Kunden har ikke ret

Det er vigtigt at huske på at kunden har ikke ret. Det er dig, der har ret. Hvis en kunde altid får ret, mister din medarbejder arbejdsglæden og kunden får fordele, som andre kunder ikke får, hvilket er med til at koste dig penge. Så du skal gøre op med dig selv, om du vil have en kunde, der koster dig både tid og penge uanset dine anstrengelser, eller en masse glade kunder, der betaler for dit produkt eller service, og som får en god kundeservice. Hvad er vigtigst for dig?

Medarbejderen kender virksomheden bedre end kunden og kan give den bedste kundeservice og oplevelse til kunden. Det er dem der kender reglerne, og dem der hjælper kunden. Kunden skal selvfølgelig være i centrum, men ikke for enhver pris.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *