Praktiske ting der skal være på plads, inden din podcast udkommer

Praktiske ting der skal være på plads, inden din podcast udkommer - Pedersen K Pedersen

Du har bestemt dig for, at du vil lave en podcast. Det er superfedt, at du vil dele din kærlighed til et bestemt emne, og gerne vil dele det med verden. Jeg vil gerne hjælpe dig med, at det skal blive en succes. For et par uger siden lavede jeg et indlæg på bloggen der hed: 4 ting du skal tænke over, inden du starter en podcast. Læs det indlæg først og kom så tilbage til dette og læs videre, så skal din podcast helt sikkert nok komme godt fra start.

Her kommer lidt praktiske ting du skal huske at tænke over, inden du går i gang, så din podcast kan få en god start.

Navn

Hvad skal din podcast hedde? Du skal huske, at det skal være et navn, der dækker over dit emne, så dine lyttere ikke er i tvivl om, hvad de nu skal lytte til og hvad, det kommer til at handle om. Det skal være til at huske for lytteren.

Domæne

Når du har fundet dit navn, skal du sørge for, at domænet er ledigt. Det er vigtigt at din podcast har en hjemmeside, hvor du kan dele dine episoder og shownotes, altså noter til den enkelte episode. Nogle bruger det til et referat af episoden og/eller links, de taler om, og links til andre steder, hvor man kan finde din podcast.

Sociale medier

Du har nu fundet dit navn, og domænenavnet er ledigt. Nu skal du tænke over, hvilke sociale medier din podcast skal være på. Husk, du skal være aktiv på dem alle sammen, så vælg hellere en platform frem for dem alle – du kan altid udvide – men vær sikker på, at du kan få navnet på din podcast alle de steder, du mener, det er relevant.

Logo og billeder

Skal din podcast have et logo, der kan gøre den genkendelig? Skal du have taget billeder af dig selv til en hjemmeside, eller skal det være dit dejlige ansigt, der skal være trækplasteret på dit materiale?

Format

Hvor lange skal dine episoder være? Nogle vælger 10 min, mens andre kan snakke i over en time ad gangen. Gør hvad der føles naturligt for dig. Skal det kun være dig, skal du have en medvært, eller vil du have en ny gæst hver gang?

Intro / outtro

Skal din podcast have en intro, en lille jingle, inden du går i gang med at snakke? Skal du have en bestemt slutning hver gang?

Opbygning

For at din podcast får en god og simpel opbygning, er det vigtigt, at du laver en oversigt over, hvornår hvad skal komme. Det kunne være: Intro, hej, episodens emne og slutning. Det er meget simpelt sat op, men vid, hvordan du fører dine lyttere igennem en episode, så de kommer godt med fra start til slut.

Udstyr

Du skal have noget optageudstyr, så du kan optage din podcast, og redigeringsudstyr, så dine episoder kan komme til at lyde godt. Lyden er rigtig vigtig! Mange holder op med at lytte til en podcast, hvis lyden ikke er god. Du behøver ikke købe det dyreste udstyr. Du kan også spørge i dit netværk, om du kender nogen, du kan låne udstyr af. I nogle storbyer er det også muligt at leje sig ind i studier, hvor du kan låne udstyr til at optage med.

Hvor skal den kunne lyttes?

Der er rigtig mange forskellige steder, hvor din podcast kan lyttes fra: Fra din egen hjemmeside via et rss feed, eller du kan hoste den via Soundcloud, Libsyn, Stitcher eller iTunes. Find ud af hvilken platform, der passer til dig. Mange forskellige podcastplatforme tager deres viden direkte fra iTunes, så hvis din podcast er dér, kommer du også ud til mange forskellige platforme. Nogle steder koster det penge, og andre steder er det gratis, så undersøg markedet og find ud af, hvad der passer dig bedst.

Når alt det her er sagt, så kan det godt virke lidt uoverskueligt, men det er det slet ikke, så du skal bare kaste dig ud i at lave din podcast. Verden vil gerne høre, hvad du har at dele og din vinkel på det. Har du nogle spørgsmål i forbindelse med at starte en podcast, så skriv gerne en kommentar, så vil jeg gerne hjælpe dig.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.